Sex, kærlighedshormoner og den bedste stilling

Hvis man gerne vil være gravid, er sex på det rigtige tidspunkt en forudsætning. Desværre oplever mange par, at sex ikke er nok til at opnå en positiv graviditetstest, og derfor får de hjælp. Men selvom sex ikke giver det resultat, man ønsker sig, er det vigtigt at man fortsat forsøger at have et dejligt og velfungerende sexliv.

Hvad skal der til for at blive gravid?

For at blive gravid skal man have sex, når kvinden har sin ægløsning. Ægløsningen finder sted ca. 14 dage før næste menstruation, og derfor kan det godt være lidt vanskeligt helt at bestemme, hvornår den finder sted. Ofte er tegn på ægløsningen klart og mere slimet udflåd, som kommer i dagene før ægløsningen. Nogle kvinder kan også mærke lette smerter i underlivet og brystspændinger, og derudover vil kropstemperaturen stige en smule. For nogle kvinder følger der desuden en naturligt øget sexlyst med ægløsningen. Hvis man vil være helt sikker, kan man købe ægløsningstests, som kan hjælpe.

Under en ægløsning har man ca. 24 timer til at befrugte ægget med en sædcelle, så vinduet for at opnå en graviditet er i realiteten småt. Heldigvis kan sædceller overleve i livmoderen og æggelederne i 2-4 dage, så derfor er det en rigtig god ide også at have sex jævnligt i dagene op til ægløsningen, for på den måde at øge chancerne.
Hvis man har en lidt ureglmæssig cyklus, anbefales det at have sex to-tre gange i ugen. På den måde vil man næsten med sikkerhed ramme ægløsningen på et tidspunkt. Generelt kan raske par, der gerne vil være forældre, ikke have for meget sex.

Kærlighedshormoner

Når man har sex, frigør hjernen hormonet oxytocin, som har fået kælenavnet kærlighedshormonet, fordi det primært udskilles ved berøring, og fordi det spiller en stor rolle i parforhold og forholdet mellem mor og barn. Mængden af oxytocin i kroppen har derfor en stor indflydelse på, hvor succesfuldt et parforhold er.
Kroppen indeholder ikke et særlig højt konstant niveau af hormonet – der skal stimuli til for at danne og frigøre det. Udover ved sex udløses det også ved fx massage eller et tæt kram på mere end 30 sekunder. Det dannes også, når man gør noget godt for sig selv eller andre og laver noget, der gør en glad. Hormonet medbringer en følelse af velvære, taknemlighed og tillid. Det får en til at spænde af og blive rolig.

Oxytocin er et rigtig godt middel mod stress, da hormonet hæmmer frigørelsen af stresshormonet kortisol. Kortisol er problematisk, når det findes i store mængder i kroppen over længere tid, og det kan bl.a. give søvnproblemer, uro i kroppen, forhøjet blodtryk og nedsætte immunforsvaret.

Når man har fertilitetsudfordringer, er det derfor en god ide at forsøge at have et godt oxytocin-niveau i kroppen. Både fordi det nedsætter stress, gør en glad, får en til at slappe af, og fordi det styrker båndet til ens partner.

Vi ved fra forskning, at afspændende massage signifikant øger succesraten ved IVF-behandling. Udover den øgede bevægelighed og blodgennemstrømning er det også nærliggende at give det øgede niveau af oxytocin en del af æren. Ved en god gang massage frigives desuden lykkehormonerne serotonin og dopamin, der øger vores glæde og lystfølelse.

Hvilken stilling er bedst, hvis man gerne vil være gravid?

Hvilken eller hvilke stillinger man dyrker sex i, det blander vi os overhovedet ikke i. Man skal gøre lige det, man kan lide og nyder under sex.

Undersøgelser viser, at hvert andet par i fertilitetsbehandling oplever at have ondt i sexlivet. Det er en helt forståelig bivirkning, når sex bliver skemalagt, og spontaniteten bliver erstattet af planlægning og korrekt timing. Derfor skal man ikke også til at ændre den måde, man har sex på. Det skal fortsat være sjovt og dejligt, selvom det måske er skemalagt og mere intensiveret i den fertile periode.
Vores bedste råd angående sex, at man gør sit bedste for, at sexlivet forbliver velfungerende, til trods for de omstændigheder, som må forelægge. Selvom det kan være rigtig svært, så er det vigtigt, at sex i parforholdet ikke kun handler om at opnå en positiv graviditetstest.

Hvis I oplever problemer med jeres sexliv, anbefaler vi at kontakte vores dygtige kollega Lea Sorgenfrei, der er parterapeut og sexolog. Hende kan du læse mere om her.

En god hvilestilling efter sex

Rigtig mange kvinder kan godt finde på, at ligge med benene i vejret, når de er færdige med sex, måske fordi det er det, man ser på film? Vi vil dog rigtig gerne anbefale en anden god stilling, som man kan indtage efter sex. Efter mandens udløsning og når aktiviteten er afsluttet, så anbefaler vi, at kvinden lægger sig på maven, gerne med en pude under sig, så bækkenet bliver let forhøjet. Lidt bedestilling, vi også anbefaler ved menstruationssmerter.
I den stilling ligger livmoderen bedst placeret i forhold til sædcellernes vej op igennem livmoderhalsen, gennem selve livmoderen og ud i æggelederen, hvor befrugtningen af ægget skal finde sted. Når kvinden ligger på maven, skal sædcellerne ikke svømme så meget opad, som de skal, hvis hun fx ligger på ryggen, hvor livmoderen falder mere tilbage i bækkenet. Tyngdekraften giver desuden de små sædceller en hjælpende hånd på vejen.
Vi har ikke videnskabelig evidens for, at den maveliggende stilling skulle være bedre end andre – der er altså ikke forsket i området. Vi anbefaler det, fordi det giver god mening ud fra kendskab til tyngdelov og den kvindelige anatomi.