Når man er i et fysioterapeutisk fertilitetsforløb hos os, så består en stor del af behandlingen i daglig udførsel af specifikke øvelser, som skal fremme fertiliteten.
Øvelsesterapien skal optimere nerveforsyningen til livmoderen, æggestokkene og æggelederne (de reproduktive organer), øge mobiliteten mellem organerne og bedre blodkredsløbet i underlivet, så organerne forsynes optimalt med ilt og næring. Og så skal arbejdet med øvelserne virke afstressende på din krop. Altså har øvelserne den effekt, at de skal hjælpe til at gøre forholdene i underlivet så gode som muligt, så de reproduktive organer opnår de bedst mulige betingelser for at kunne fungere optimalt.
Måske har du været forbi en fysioterapeut før med en skade, smerter eller gener. Herfra ved du, at de færreste kommer ud fra fysioterapeuten uden et lille træningsprogram eller instruktion i en række øvelser, som kan hjælpe dig af med din problematik.
Vi er fysioterapeuter, og når vi hjælper vores klienter til en bedre fertilitet, så adskiller vores behandling sig ikke så meget fra velkendt fysioterapi. Vi snakker med dig, ser på dig, analyserer dine fertilitetsudfordringer og giver en vurdering på, om og hvordan vi vil kunne hjælpe dig med fysioterapi.
Kroppen vil gerne være gravid
– den er skabt til at skulle være det. Oplever man problemer med fertiliteten, så kan det være fordi, at kroppen kæmper mod nogle udfordringer, som den har svært ved at kompensere for. Vores krop er intelligent og den tilpasser sig for det meste det, som vi udsætter den for. Vores problemer og gener opstår først, når kroppen ikke kan kompensere for det længere. Her er det vores egen opgave at omstrukturere nogle ting i vores hverdag. Vi kan forholde os aktivt til vores problem både ved at undgå det, som belaster vores krop uhensigtsmæssigt, så problemet ikke forværres og samtidig rette op på tilstanden ved hjælp af øvelser og træning.
Man kan fremme sin fertilitet med øvelser, hvis øvelserne kan være med til at rette op på de forhold, som fertilitetsproblemerne skyldes. Nedsat fertilitet grundet sygdomme, kromosomfejl, hormonforstyrrelser og andre lign. tilstande, har vi som fysioterapeuter ikke gode redskaber til at kunne behandle. Men mange mekaniske faktorer kan være årsag til nedsat fertilitet, og her kan fysioterapi være aktuelt.
Nerverne går fra rygsøjlen ud til organerne. Opstår der en problematik i rygsøjlen, vil der også opstå en problematik i det tilsvarende indre organ, fordi nerverne påvirkes. Omvendt kan en problematik i et indre organ også komme til udtryk som en rygproblematik. Dette baseres øvelsesterapien blandt andet på. Vi skal arbejde med ryggen for at sikre optimal nerveforsyning til og fra de indre organer, så der ikke opstår spasmer i organmuskulaturen, hvilket bl.a. kan gøre livmoderen irritabel og give smerter i underlivet. Problematikker i rygsøjlen kan bl.a. skabes pga. en skade eller overdreven belastning som fx dårlig holdning, siddestillinger eller arbejdsstillinger.
Har organerne i underlivet dårlige pladsforhold, måske fordi hoftebøjeren er stram, eller fordi der er arvæv i underlivet, så kan de ikke bevæge sig frit. Livmoderen, æggestokkene og æggelederne er konstant i bevægelse for at holde alle processer i kvindens cyklus i gang. Har organerne ikke mulighed for det, kan det få betydning for den reproduktive funktion. Det kan det også fordi, at den manglende mobilitet i underlivet kan nedsætte blodcirkulationen til organerne, så livmoderen og æggestokkene ikke får nok næring og ilt gennem blodet, til at kunne fungere fuldt ud.
Livmoderen kan også fejlplaceres – den kan være bagudbøjet eller forudbøjet. Man kan være født med det, men det kan også være tilkommet. Hvis det har betydning for din fertilitet, vil det formentlig vise sig i din cyklus og din menstruation.
Øvelsesterapien er specifik, dvs. den består af bestemte øvelser, og øvelserne tilpasses specielt til dig. Måske har du en bagoverbøjet livmoder, som der skal tages hensyn til? Med rette øvelser kan du selv hjælpe livmoderen til bedre mobilitet og placering.
Den øvelsesterapi, som vi tilbyder og arbejder med i klinikken, er basseret Mojzisova-metoden.
Er øvelsesterapien noget for mig?
Selv hvis du har rygsmerter, underlivssmerter eller andre gener, så kan øvelsesterapien være aktuel for dig. Alle øvelserne er blide, de skal aldrig gøre ondt at udføre, og derfor tages der altid højde for evt. gener og smerter.
Det er vigtigt at være indforstået med, at man selv gør en stor del af arbejdet, når man er i fertilitetsforløb hos os. Vi opfordrer til, at man træner sit program dagligt derhjemme, og vi opfordrer til, at man gør det i en periode på op til 6 mdr. Du vil opleve effekt af træningen i løbet af få måneder, hvis metoden er egnet til dig. Selv hvis metoden ikke hjælper dig til at blive gravid, så kan øvelserne måske alligevel være dig nyttige, imens I gennemår jeres fertilitetsforløb.
Er der et tilbud i nærheden af mig?
Der lægges stor vægt på at øvelserne udføres korrekt og dagligt. Det anbefales at få øvelserne instrueret hos en fysioterapeut med særlig kendskab til fertilitet. I enkelte byer i landet er det muligt at deltage i et holdtræningsforløb i Mojzisova-metoden og træne sammen med andre kvinder under vejledning af en fysioterapeut.
Det kan du bl.a. hos os i Fertilitetsfysio Aarhus, Dorte Kildegaard i Odense, Anne Marie Jensen og Jannie Dobel i København samt Micha Grøn i Hellerup.
Hvis man ikke umiddelbart bor i nærheden af en af ovenstående byer, og det derfor geografisk er en udfordring at deltage i ugentlige træninger, så tilbyder vi et godt alternativ. Vi holder jævnligt workshops, hvor vi på én dag grundigt gennemgår et helt fertilitetsfremmende øvelsesprogram samt bruger tid på at forklare alle de ting man aktivt selv kan gøre, for at fremme sin fertilitet sundt og naturligt i sin hverdag.