Johanne kom til os i efteråret 2017 med ønske om graviditet. Med sine kun 25 år var hun i sin mest fertile alder, men noget havde alligevel forhindret en graviditet i at opstå i de 2,5 år, hvor de havde forsøgt – først naturligt og derefter i medicinsk fertilitetsbehandling. For lægerne var hun uforklarligt barnløs.
Johanne har et stort nedbundet ar fra navlen til kønsbenet efter en operation som 14-årig, hvor hendes blindtarm sprang og forårsagede mange betændte bylder i bughulen. I teenageårene derefter oplevede hun ikke sjældent fordøjelsessmerter og har også haft tarmslyng, formentlig som følge af arvævsdannelse i hendes bughule. Smerterne aftog gennem årene og var derfor ikke noget hun oplevede, da hun henvendte sig her til klinikken. Hun havde dog altid smerter ved ægløsning og menstruationssmerter på første cyklusdag. Hun havde selv en formodning om, at hendes arvæv måske kunne spille en rolle i deres fertilitetsudfordringer.
Da Johanne kom til den første konsultation her, talte vi hele deres forløb igennem, og snakkede om alle de symptomer arvævet gav hende. Hendes krop og arvæv blev grundigt undersøgt, og hurtigt blev det klart, at for Johanne ville det være vigtigt, at få arbejdet med den nedsatte mobilitet mellem hendes organer i bughulen.
Hendes underliv føltes hårdt og koldt, og der var tydeligt nedsat mobilitet af livmoderen og æggestokkene. Vævet var hårdt, knudret og nedbundet i området langs hele arvævets forløb. Ved udspænding af arvævet oplevede Johanne smerter både lige omkring arret og strålende smerte til det omkringliggende. Hendes vejrtrækning foregik højt i brystkassen, og hun følte, at hun skal bruge meget energi på at trække vejret dybt ned i maven.
Johanne modtog fire behandlinger her i klinikken i løbet af efteråret, hvor målet var at bedre mobilitet og kredsløb i hendes underliv og bughule. Arvævsbehandling blev udført ved brug af mange kræfter og i forskellige stillinger, for at få mobiliseret det mange år gamle arvæv. Mellem konsultationerne arbejdede Johanne flere gange ugentlig derhjemme med bl.a. selvudspænding af arvævet, fertilitetsfremmende øvelser og vejrtrækningsøvelser.
Ved den første ægoplægning efter hendes sidste behandling her i klinikken blev hun lykkeligvis gravid, og har forventet termin til efteråret 2018.
Forud for forløbet hos os var Johanne og hendes kæreste 1 år i medicinsk fertilitetsbehandling. Hendes kærestes sædkvalitet var i top, men Johanne’s ægkvalitet var nedsat, og de fik ikke et godt resultat ud af de 3 inseminations- og 5 IVF-forsøg, de var igennem. De overgik derfor til ICSI-behandling, hvor første ægoplægning førte en kort biokemisk graviditet med sig. Herefter holdte de et par måneders pause fra den medicinske behandling. Pausen brugte Johanne på at arbejde med sin krop ved hjælp af den fysioterapeutiske behandling her i klinikken og hjemmeøvelserne. Hun fik derefter gevinst af det efterfølgende ICSI-forsøg.
Vi formoder, at Johanne’s nedsatte ægkvalitet har været grundet nedsat cirkulation og funktion af de reproduktive organer, som har givet dårlige forudsætninger for ægmodning og implantering i livmoderens slimhinde.
Læs mere om, hvorfor arvæv har betydning for fertiliteten her.